Jeg har jo aldrig helt forstået, hvorfor vi - i et land af Danmarks størrelse - overhovedet har regionale nyheder. Dertil kommer, at disse nyheder ikke rummer andet end intetsigende, fordummende nonsens. Pladder og ævl i endeløse, lårtykke stråler, som nærmest eksploderer ud i hovedet på én, hvor det forsager intet mindre end kyklopiske skader. Selv har jeg adskillige (læs: alt for mange) muligheder for at tænde fjernsynet, for derefter at blive brutalt overrasket af TV-Syd. Et program, som blidt og uanet dræner syddanskernes livslyst, og som antydet optager flere og flere pladser på tvtid.dk. Jeg kan kun håbe på, at vores region er ramt af et kritisk tilfælde, for TV-Syd er virkelig drastisk ringe. Hvis du er i den uheldige situation at have smidt din fjernbetjening væk mens helvedet ruller på skærmen, kan du opleve rædsler som 52-årige Ole og hans 3 katte, der stolt vises frem. Du kan også erfare en 15-årig dreng (hvis tåbelige identitet jeg ikke vil røbe af ren barmhjertighed), som offentliggør sin idolisering af Keld og Hilda. Jan på 72, som stadig dyrker traditionel gymnastik, vises også gerne frem. Du skal dog være heldig at ramme sådanne usædvanlige og exceptionelle udsendelser, som i øvrigt ikke indeholder yderligere praktisk information eller underholdning, end hvad der er antydet i overskrifterne. Tværtimod er det mere sandsynligt at du tuner ind på et af de faste programmer som ”That’s Leif!”, ”Kaffe med Kurt” eller ”Hu Hej Vilde Dyr”. Hvis man endnu ikke ser abnormiteterne i de skrækkelige udsendelser, som bliver vist i TV syd, kan jeg måske overbevise vedkommende ved at afsløre navnet på orkestret i talkshowet ”That’s Leif”. Det hedder såmænd overraskende nok ”Leif Orkestret”. Manglen på kreativitet og forstand er absolut! Hvilke tåger af tåbelighed der indhyller disse mennesker tør jeg slet ikke tænke på, og min frygt for at de udbreder deres biedermeier-lignende virkelighedsopfattelse til intetanende, uskyldige og dog ukritiske danskere bliver større dag for dag. Realiteterne må efterhånden være, at visse folk skipper de landsdækkende nyheder, for derefter at skrue over på tv2, når uhyrlighederne tager deres begyndelse. Mennesker med denne forfærdelige etikette bliver forstyrrede, benægtende og afvisende overfor kendsgerningerne som foregår i den virkelige verden og indhyller sig selv i TV-Syd’s omfavnende tryghedskappe. Romantikken om igen!
Alt i alt overdriver jeg ikke, når jeg siger, at jeg endnu har til gode, at opleve et indslag som rent faktisk var informativt og brugbart. Jeg bliver håbløst træt, når jeg hører om overvejelser bestående af at genetablere licenspengene til TV2. Hvis dette dybt åndsforladte forslag overhovedet skal komme nær seriøs omtanke, må det nødvendigvis medføre en destruktion af samtlige regional-tv’s studier samt inkompetente personale. Bare overskriften på tekst-tv er så tragikomisk at det kan pisse mig af. Regionalnyheder står der - men disse nytteløse og komplet idéforladte programmer, bør jo slet ikke kategoriseres som værende ”nyheder”! Snarere nonsens – Regionalt Nonsens.
tirsdag den 26. januar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar